Hakkebøf med bløde løg

Hakkebøf med bløde løg
 
juli 14, 2021
En af vores populære og klassiske danske retter serverer vores madhåndværkere i denne uge. ”Hakkebøf med bløde løg serveret med kartofler, brun sauce og blomkål og broccoli” Hakkebøffen er rig på umamismag og passe godt sammen med den sødlig umamismag fra bløde løg. Umami er en af de fem grundsmage som giver mundfylde og mæthedsfornemmelse. Vi anbefaler at anrette Hakkebøf med bløde løg sammen med syltede rødbeder som giver lidt sprødhed og syrlighed til retten – velbekomme. Kært barn har mange navne og retten hakkebøf med bløde løg går også under navnet ”hakkedreng.” Inden den blev døbt en hakkebøf, gik den under navnet en bøf-karbonade i Fru Nimbs og Carl Ginderups kogebøger. Først i Frk. Jensens kogebog fra 1901 blev det til en hakkebøf. Hakkebøffen blev nemmere at lave, da kødhakkemaskinen blev introduceret til de danske husmødre i slutningen af 1800-tallet. Før kødhakkemaskinen måtte kødet hakkes i hånden. Hakkebøffen spises ikke kun til sauce og kartofler, vi ynder også at spise den som en lun ret til frokost med f.eks. brasede kartofler og en rest brun sauce eller på en rugbrødsmad med spejlæg.