Projekter

Hos Fælleskøkkenet har vi mange spændende tiltag, som skal gøre oplevelsen bedre for den spisende.

 

PRESSEMEDDELELSE

  1. juli 2017

Nu skal ældremaden gøres mere lækker

Lolland og Guldborgsund Kommuner har fået knap 12 millioner kroner til at udvikle ny emballage der skal gøre ældremaden indbydende og velsmagende. Det sker i samarbejde med Fælleskøkkenet og Aalborg Universitet.

Hvordan kan man øge ældres appetit og give dem bedre smagsoplevelser? Det er et spørgsmål som mange kommuner stiller, men nu går Lolland og Guldborgsund Kommuner forrest, for at give de ældre bedre madoplevelser.

De to kommuner har i samarbejde med Fælleskøkkenet i Sakskøbing og Aalborg Universitet, dannet projekt ’Bord Dæk Dig’, der skal arbejde innovativt med levering og anretning af den mad de ældre modtager – og til det har de modtaget knap 12 mio. kr., ud af en pulje på 25 mio. kr., som sundheds- og ældreministeriet har uddelt

- ’Bord Dæk Dig’ handler om at levere et godt måltid til ældre borgere i eget hjem og derigennem at forebygge underernæring og væsentligt at fremme trivsel hos ældre i eget hjem ved at bidrage til optimering af madservicen, siger formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen.

Helt konkret skal de udvikle ny emballage til den centralt fremstillede mad, som kan bevare alle madens kvaliteter fra gryde til bord, så den både dufter og smager godt, også når maden færdigtilberedes. Nye kartofler skal således smage som nye kartofler, når de ældre spiser den.

Samtidig skal der arbejdes med udseendet af emballagen, så den ser mere indbydende og hyggelig ud.

- Æstetikken er vigtig i den hjemlige servering af Den Gode Hverdagsmad – vi skal udvikle og afprøve nye emballagetyper med større hjemlighed. Det kunne være en ny emballagetype i stil med det Danske Musselmalede Stel i nyt fleksibelt design, med fokus på kommunikation af måltidet, siger Professor Anne Marie Fisker, Center for Food Science, Design & Experience på Aalborg Universitet.

 

- Emballagen er i mange tilfælde madens ansigt udadtil og det førstehåndsindtryk vi får, når man modtager mad, der bliver bragt til hjemmet. Det er her forventningens glæde til det gode måltid skabes. Kort og godt kan emballagen bidrage til at fremme appetitten, siger Bo Abildgaard, formand for Folkesundhed og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune. – Noget af det mest afgørende for de ældres livskvalitet, er maden. Det løfter humøret og er godt for både krop og sjæl, når den mad de spiser er frisk, dufter godt og ser lækker ud.

På Fælleskøkkenet, der leverer ældremaden til de to kommuner, ser de frem til at kunne øge de ældres appetit gennem bedre madoplevelser. - At levere et godt måltid til ældre borgere i eget hjem handler om mere end blot gode råvarer, men om helheden omkring Den Gode Hverdagsmad. Det handler også om de betingelser, maden tilberedes under og om emballagen, siger køkkenchef Kirsten Skovsby, Fælleskøkkenet I/S.

I alt havde 46 kommuner ansøgt puljen til forsøg med tilgange til levering og anretning af mad, som ældre modtager via madservice. Seks projekter blev godkendt, efter grundig faglig vurdering i Sundhedsstyrelsen, hvor ’Bord Dæk Dig’ klart er det største projekt, med et tilskud på knap 12 millioner ud af de tildelte 25 millioner.

 

Fakta

Forskningsprojektet bliver sat i gang den 1. september 2017 og bliver afsluttet 31. august 2020.

Der er blevet tildelt Guldborgsund og Lolland Kommuner knap 12 millioner kroner fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje på 25 millioner kroner til projekt ”Bord dæk dig- projekt for fremme af trivsel hos ældre i eget hjem ved optimering af æstetikken og teknologien i madservice”. Projektet bliver forankret på Center for Food Science, Design & Experience på Aalborg Universitet med Fælleskøkkenet som primær partner.

 

Se mere – Sundheds- og Ældreministeriet: http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Aeldre/2017/Juli/Aeldreministeren-Nu-skal-aeldremaden-goeres-mere-laekker.aspx

Bord dæk dig

Hos Fælleskøkkenet, har vi mange spændende tiltag, som skal gøre oplevelsen bedre for den spisende. Lolland og Guldborgsund kommune har fået knap 12 milioner kroner til at udvikle ny emballage der skal gøre ældremaden indbyende og velsmagende.

Læs mere her :

http://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/appetitvaekkende-aeldremad-skal-friste-i-nye-klaeder

Is af råmælk

Vi har også udviklet vores egen hjemmelavet is. Isen er lavet på råmælk fra lokale køer fra øen. Ideen med at lave is af råmælk, er at kunne tilbyde en enestående smagsoplevelse til borgere. Råmælken har en høj fedtprocent, højt protein og mineral indhold, hvilket er ideelt i det daglige energiindtag. Vi arbejder på en energitæt is til småtspisende. Du kan få isen med forskellige smage, blandt andet kirsebær fra Frederiksdal og nye smagsvarianter er på vej.

Den gode hverdagsmad

Projektet om "Den gode hverdagsmad" gennemsyrer vores organisation. Vi lægger stor vægt på den spisendes oplevelse helt fra retten udvikles, til den måde den serveres, dens udseende og omgivelserne. Vi arbejder på projektet både hos den ældre borger, der får mad hjemme, på plejecentrene osv.

Ensomme ældre

Begrebet "spisevenner" bliver omdrejningspunktet i et nyt projekt i samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund Kommuner, Fælleskøkkenet i Sakskøbing, Sakskøbing Madhus, Dansk Folkehjælp og Celf.

Projektet har netop fået tre millioner kroner i støtte af Sundhedsstyrelsen og har fået titlen "SeniorNET - når mad & mennesker mødes".

Det om at give ensomme ældre på Lolland-Falster mulighed for at finde nye venner og fællesskaber ved hjælp af madlavning, og projektet er rettet mod ældre på Lolland og Falster, som modtager hjemmehjælp.

Udgangspunktet for at nå det mål er fælles middage og aktiviteter med fokus på det gode måltid, fremgår det af en pressemeddelelse fra de involverede parter.

Vildretter til ældre

Vi arbejder på at få vildretter på menukortet, såsom fasaner, gæs og andet vildt. Når vi anvender vildt fra lokale jægere, er det vigtigt for os, at udnytte ressourcen til fulde. Vores udfordring er, at vi laver mad til rigtig mange mennesker på en gang. Derfor har det krævet mange forsøg og smagstest, at komme frem til den helt rigtige ret. Vi koger på skroget, bryster og lår laver vi ved siden af, og de små stykker kød bruger vi til dem, der skal have findelt kød. På menuen har vi haft guleærter med sprængt grågås, dåvildt ragout fra Krenkerup og meget mere.

Årets vildtret 2016

Konkurrencen "Årets vildtret" er en kokkekokurrence, som afholdes årligt på Søholt. Den har til formål at få vildt til at spille en større rolle på spisebordet.

De idéer, som kokkene har, er nogle, som vi arbejder på at anvende i Fælleskøkkenet ved at omdanne dem til større produktioner.